"Ensomhed har vist sig i mit liv af flere omgange. Jeg har haft et udfordrende folkeskoleliv med mobning, udelukkelse og afvisninger. Ensomheden ramte dog sit højdepunkt, da jeg blev diagnosticeret med en svær depression. Jeg befandt mig fysisk i et liv med et bredt netværk, og jeg havde flere venner, som jeg sås med. Trods en større social stabilitet, end jeg før havde oplevet, havde jeg aldrig følt mig mere ensom.

Grundet min depression valgte flere i min omgangskreds mig fra. Det var svært for dem at forstå, hvordan jeg havde det, og hvad der foregik i mit hoved. Selvom jeg altid gjorde mit bedste for at give et lyttende øre og et trøstende kram, manglede jeg selv omsorg og overbærenhed fra en del af mine omgivelser.

Dette førte til en konstant tvivl og tankemylder om, hvilke af mine venskaber der var ægte, om det var selvforskyldt, og om de havde det bedre uden mig. Der er noget stærkt ved at vurdere, hvornår man ikke længere kan passe på sig selv i en relation til et andet menneske, som har det skidt. Jeg følte bare, at de mennesker, som betød meget for mig, gav op en smule for hurtigt. Jeg følte mig svigtet af flere, som stod mig nært.

Følelsen af, at så snart jeg var ude af syne, var jeg også ude af sind, står ekstra tydeligt frem. Det var lettere for dem omkring mig at vælge mig fra end at se den smerte, jeg gik igennem. Depressionen og ensomheden fulgtes derfor ad i mit tilfælde. Det gjorde det også svært at skelne mellem de følelser og tanker, som depressionen bragte op, og dem som ensomheden bragte frem.

Jeg er blevet bedre til at acceptere, at jeg ikke kan styre andres handlinger. Men samtidig er det vigtigt for mig, at de mennesker, som er i mit liv, kan rumme mig, og hele mig."

― Tilde, 20 år og fra Aarhus