“Jeg har følt mig ensom i al den tid, jeg kan huske. Selvom jeg har venner og en skøn familie, sidder ensomheden stadig og ulmer, parat til angreb. Jeg har haft tidspunkter, hvor ensomheden har været lille, men den har altid været der. Jeg har følt mig anderledes, og når man ikke har nogen at spejle sig i, er det svært at føle, at man passer ind.

Selvom jeg sidder blandt folk, jeg elsker, kan jeg stadig mærke ensomheden. Den er som en virus, man ikke kan slippe af med. En kløe, man ikke kan få til at forsvinde. Selvom jeg er introvert, og jeg helst sidder i stilhed frem for at feste, har jeg stadig brug for det sociale. Lige nu bor jeg langt fra mine kære, og jeg kan mærke det helt ind i sjælen.

Det er, som om mit hjerte græder hver gang, jeg ser andre hygge sig med folk, de elsker, og hver gang jeg læser beretninger om folks minder. For hvor er mine minder henne? Hvor er de ting, jeg kan se tilbage på med glæde, helt ind i sjælen? Jovist, jeg har da mine minder med folk, jeg elsker, men de minder kan ikke kæmpe mod ensomheden, når jeg sidder endnu en aften i min sofa og scroller på min telefon, ser en serie eller spiller spil på min computer.

Indimellem skriver og snakker jeg med folk, men størstedelen bor på den anden side af Atlanterhavet. Og det er det fysiske nærvær, jeg mangler. Chat, Discord og FaceTime er bare ikke nok i længden. Jeg gør mine forsøg på at lære nye mennesker at kende, men det er, som om jeg holder mig til folk fra andre lande. Og så er vi jo lige vidt med hensyn til den fysiske ensomhed. Jeg mangler mennesker at opleve ting med. At være flere om den samme ting gør altid oplevelsen så meget bedre.

Er jeg den eneste, der er ensom? Nej. Er der langt flere ensomme, end man lige regner med? Det er der helt sikkert. Men hvordan kommer vi ud af det? Jeg ved det ikke.”

― Susan, 35 år, fra Vinderup