“Den første gang jeg oplevede ensomhed, var tilbage i folkeskolen, hvor jeg blev mobbet. Jeg er hjerneskadet med hydrocephalus, og dengang led jeg også af skoliose, der var kendetegnet ved at have udformet sig som en stor pukkel ved det ene skulderblad. Så man kan roligt sige, at jeg skilte mig ud i forhold til de andre børn, og det eneste, jeg ønskede, var at passe ind. Men fordi jeg var anderledes, blev jeg udsat for mange års intensiv mobning, der varede hele min folkeskoletid.

Jeg blev ofte udpeget som ham den underlige og ham, der skilte sig ud i mængden, og i den alder skal man jo helst være ligesom alle de andre. Så jeg var et nemt offer for drillerierne, der strakte sig over så lang tid, at jeg følte, det blev til mobning. Jeg ved ikke, om mine lærere eller de andre elever ikke så noget, følte de ikke kunne gøre noget, eller var ligeglade, men i hvert fald blev der ikke gjort noget, når jeg gjorde opmærksom på, hvordan jeg blev behandlet.

Hver gang jeg havde været i slåskamp med dem, der mobbede mig - hvilket skete tit - blev jeg sendt op på skolens kontor, fordi det blev antaget, at jeg havde startet konflikten. I virkeligheden forsøgte jeg blot at forsvare mig selv. Men da de var flere mod én, blev deres påstande vægtet højere end min.

Selvom jeg senere undslap personerne, der mobbede mig, fulgte ensomheden mig alligevel. Arrene på sjælen, som opstod i løbet af min tid i folkeskolen, ville ikke forsvinde. Sammen med arrene opstod også en mangel på selvtillid og lavt selvværd, fordi jeg gennem flere års hetz havde fået den opfattelse, at mobningen var min egen skyld, og at min ensomhed ligeledes var noget, jeg selv var skyld i.”

― Mads, 26 år og fra Vejle