“Jeg er EN AF OS-ambassadør, frivillig i Sct. Hans Have og Bistedet i Roskilde, og så har jeg paranoid skizofreni. Jeg blev diagnosticeret, da jeg var 20 år, og jeg har altid følt mig godt tilpas i eget selskab, og ofte foretrukket tid for mig selv. Jeg har i mange år vandret lange heldagsture alene og accepteret, at jeg ikke kunne rumme meget tid med andre.

Men alt det ændrede sig, da Corona indtraf. Hvad der før var trygt og rart, begyndte jeg at forbinde med farligt og væmmeligt. Isolationens ensomhed, det menneskelige afsavn og fraværet af min nødvendige terapeutiske hjælp gjorde det vanskeligt. Pandemien ramte Danmark kort efter, at jeg var kommet ud af al min medicin gennem tre udtrapningsfaser på i alt tre år, hvoraf den sidste varede to år og to måneder. Jeg var ovenud lykkelig og følte, at jeg havde fået mit liv tilbage efter mange års hård kamp. Men at være isoleret, og især at undvære kram og mennesker omkring mig gennem mine abstinenser, søvnløse nætter og flashbacks, kunne jeg ikke bære, og endte i en dyb psykose efter otte måneders medicinfri tilværelse.

I dag føler jeg, at isolationen og min krise har sat dybe spor. Ensomhedsfølelsen er stærk, når jeg er hjemme. Jeg har det godt, når jeg er ude, men så snart jeg lukker døren bag mig og hænger mit overtøj op på knagerækken, får jeg en knugende følelse indeni – en følelse jeg aldrig havde før Corona. Jeg har ofte grædt mig i søvn, da jeg frygter, at det aldrig stopper.

Jeg har købt planter og givet dem navne for at gøre tiden alene hyggeligere. Jeg kan mærke, at jeg savner en at dele livet med, men det har hjulpet på min ensomhedsfølelse at få Vanilje – en sød hvid kat, som jeg kan passe på. Det har også hjulpet mig at sætte ord på mine følelser og tanker.”

― Jonas, 37 år og fra Roskilde